Så blev vores Clara 1 uge gammel. Tiden flyver. Og tiden står stille. Vi lever i en isoleret boble af vores lille families tresomhed samtidig med, at vi ser vores familie og venner og oplever en massiv interesse fra vores omgivelser. Vi sidder i timer og stirrer på vores lille datter og studerer hendes ansigt, hendes små perfekte hænder og fødder. De små fine hår, der dækker hendes arme og ryg. Ører, opstoppernæse og mund - alt er fint, småt og helt perfekt. Vi fortæller hinanden og os selv hvor dejlig og smuk hun er. Flere gange dagligt. Det var svært at forestille inden hun kom ud til os. At man kunne blive så betaget. Vi tjekker, at hun trækker vejret - flere gange - når hun sover. Vi kigger op ved den mindste lyd fra hende. Det er svært at fatte, at hun virkelig er hos os, og at hun ikke skal nogen steder lige foreløbigt. Vores liv har ændret sig for altid. Det føler vi helt ind vores knogler. Hendes liv er kun lige begyndt.
På en lidt mindre højtidelig note kan vi også notere os, at vores datter er en gylper og at der kommer anseelige mængder op. I følge mormor og morfar har hun det ikke fra fremmede. Moderen gjorde vist præcist det samme. Derudover er hun tilsyneladende en natugle og er temmelig vågen om natten. Men hun sover, spiser og fylder bleer og så er verden jo ikke helt skæv. Moderen synes i hvert fald, at det her er dejligt at vågne op til:
Vi har i øvrigt fået hængt vores slyngevugge op i stuen, der var en julegave fra mormor og morfar. Den sover Clara rigtig godt i og det er dejligt at have hende ved siden af os når vi sidder i stuen og vide at hun ligger trygt, når vi render rundt og ordner ting og sager. Så den er vi meget glade for:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar