tirsdag den 15. februar 2011

Maven 37 uger - nu med færdig baby indeni

Graviditeten er nu gået ind i sin 38. uge - i dag er jeg 37 uger og 0 dage henne. Det betyder bl.a., at Clara i princippet er færdigbagt og vil være helt fysisk klar til at indtage verden, skulle hun vælge at kigge ud til os i dag. Det er dog ikke så sandsynligt, og hun må også meget gerne blive liggende derinde 2-3 uger endnu, selvom hende den gravide er ved at føle sig en anelse tung i rumpetten. Godt man har barsel og en god sofa!

Sådan her ser Claras støt voksende bolig ud, nu hvor hun (formodentlig) er en basse på over 3 kilo. - Og nej; jeg går altså ikke altid rundt i de dér grå natbukser - det er en morgen-ting. Selvom de nu er utroligt komfortable ;-)


Det hvide "skab", der hænger bag ved mig på billedet, er puslebordet, som Kenny har sat op på badeværelset. På fredag har mormor Karin indvilget i at komme og hjælpe med at gøre puslebord og børneværelse klart parat til brug. Ellers det vil sige; man kan jo sagtens bruge det hele, som det står nu, men står det til mig, skal der jo "nipses" og hygges og pyntes, og alle baby-pusle-tingene skal have deres rette plads. Muligvis skal der indkøbes lidt opbevaring og noget baby-øjne-venlig belysning til begge rum. Jeg skal selvfølgelig også nok lægge billeder op, når den tid kommer.

I dag skal Kenny og jeg en tur på Hvidovre Hospital for at høre lidt praktisk omkring fødslen. Det er en 2 timers forelæsning med plads til 100 mennesker, så det er lidt spændende, hvor meget man reelt får ud af det. Jeg er i hvert fald glad for, at vi også har valgt at betale os fra at gå til fødselsforberedelse ud over dét.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar