tirsdag den 30. august 2011

Familiefoto 2

i forbindelse med at ores venner Tore og Kirstine blev gift i starten af august, havde vi alle tre stadset os helt ud - det fik vi Thomas der, ud over at være gæst, også agerede bryllupsfotograf, til at forevige:









mandag den 22. august 2011

Miniferie i Holbæk

Clara og jeg var en tur hjemme og besøge mormor og morfar i Holbæk et par dage mens far blandt andet havde besøg af kollegaer. Det var nogle rare dage med god mad og vin, og hvor vi også nåede at komme på græs. Dejligt!

Mormor og morfar har nyt og spændende legetøj - dette eksemplar kan spille musik når det bliver dasket til - det synes Clara er sjovt!

Morgenmadshygge

Mhhh, møs møs! 

Fætter Harald og hans forældre kiggede også forbi til lidt havehygge og druer fra farmor/mormors drivhus

Se! Jeg kan stå - næsten helt selv!

Frøken gavtyv...

Men det var nu altså også ret dejligt at komme hjem til far igen :-)

Og far havde også savnet sin lille pige


tirsdag den 16. august 2011

Besøg af Carla + forældre

I går havde vi besøg af lille Carla som kun er 1 måned gammel. Hun er så lille og fin og ny og hendes forældre lyser nærmest af stolthed over den lille trold - det kan man jo godt forstå - se lige hvor sød hun er :-)


Vi glæder os meget til, at de to trunter kan rende rundt og lege sammen!



søndag den 14. august 2011

Svømmeren Clara

Lørdagen bød på Clara’s første time på DGI byens Far/Baby hold, og det var med stor spænding at hele familien drog mod svømmehallen, 2 uger forinden havde vi testet at gå igennem omklædningen og der var vi vendt om da vi ramte børneområdet, og formiddagen endte med en godt gal lille dame der bestemt gerne ville retur til sin barnevogn og en lur.

Denne lørdag allierede far sig med en låne stol, der gjorde transport rundt i omklædning og bassinområde noget nemmere og virkede også til at det gav lidt tryghed og håndklæderne kunne komme godt ned over ørene så den værste larm fra uopdragne børn og forældre der øjensynligt så vand for første gang, blev dæmpet. Til gengæld var vi der i utrolig god tid, så vi fik fornøjelsen af at sidde på bassinkanten og se andre babyer forsøge sig med svømningen i ca. 20 minutter, og allerede her virkede den lille godt træt.

Så blev det endelig vores tur og straks Clara kom i vandet var der glædes hyl og plask, var dog mest mig der plaskede. Instruktøren hedder Lærke så det lover jo godt, og selvom det var en ny situation så var Lærke vist et hit, i hvert fald gjorde det intet at blive lånt ud som forsøgs baby når der skulle vises hvordan man holder baby i vandet.

Alt i alt var det meget harmoniske og glade baby der var til svømning denne lørdag og kun et enkelt utilfredst øjeblik hos en enkelt baby under svømning må siges at være godkendt – straks værre var det da Lærke fortalte at vi altid starter med en ’hej-sang’ så stod vi der fem fædre uden en tone i livet og så en smule perplekse ud, sangen var på mester Jakob og vi kom da igennem, men forestiller mig at sanglysten er noget højere på mor/barn holdene.

DGI – byens ’gryde’ er relativ dyb så de voksne kan komme i øjenhøjde med de små uden at skulle risikere rygskader – og vi fik vist 4 forskellige måder at holde barnet samtidig med at vi svømmede rundt – i virkeligheden er det mest fædrene der går rundt i vandet mens man svinger sin baby fra side til side, eller bare har dem flydende.

Clara er bestemt ikke bange for vand, og tog under ’karrusellen’ en beslutning om at prøve hvad det der klor vand var for noget og med fuldt overlæg gav hun slip på hovedet og tog en hovedplasker – det var øjensynligt også totalt morsomt.
Efter ca. 20 minutter synes Lærke at nu skulle vi stoppe mens legen var god, vi fik dog lov til at svømme lidt rundt på egen hånd, så Signe fik også lige lov til at opleve hendes vandbaby i hopla.

Så gik turen tilbage igennem omklædningen der i sig selv er et skræmmende sted, men igen viste den lille overskud, dog var det lige i overkanten da de tre andre babyer på de tilstødende pusleborde alle istemte hjertens skærende hyl – der fik far fart på og planen om fuldt påklædt baby blev droppet og vi skyndte os ud. At vi så var hurtigere end mor der bare skulle klare sig selv blev fejret med high5.
Efter en tår mælk, blev den lille lagt og vi nåede ikke ud af DGI byen før hun sov tungt.

Desværre (eller noget) må man ikke tage billeder i svømmehallen så derfor kan vi ikke vise noget frem her, men man er velkommen hver lørdag kl. 10.30 til at kigge med, hvis man synes det kunne være sjovt.

Slemme slemme 5 måneders vaccine

I denne uge har Clara været hos lægen og er blevet målt, vejet - og ikke mindst; vaccineret... Undersøgelsen gik fint, Clara vejer det, de kloge sige, hun skal og det samme i længden. Hun er nu en basse på 65 cm og 7500 gram.

Hun pev lidt over vaccinationen, men ikke noget særligt - hun er jo sin fars seje tøs. Om natten sov hun skidt og var varm - næste dag havde hun en temperatur på 38,5 og var noget pjevset. Så mor og Clara havde en sofa-dag sammen. Det var såmænd også meget hyggeligt.

Om aftenen var farmor og bedstefar Oluf forbi - men de fik slet ikke fornøjelsen af Clara - hun sov og sov og sov indtil al feberen var væk.

Sådan ser man ud, når man har 38,5 i feber og bare er træt:

Posted by Picasa

mandag den 8. august 2011

Just chillin'...


Familiefoto 1

Dette foto dukkede lige op på Facebook, hvor mors veninde Nadja lige har lagt det op - fotoet er, som man kan se på Clara, af lidt ældre dato. Men fint er det da :-)

torsdag den 4. august 2011

Morgenlur...

Efter at have spistgrød og leget lidt på sansegyngen kan man altså godt lige pludselig blive træt... Så kunne mor komme i bad og få sig en kop kaffe - det kan man vist godt tillade sig at kalde win-win :-)

 

mandag den 1. august 2011

Clara læser bog

Det er dejligt at ligge på maven og lege - specielt hvis legetøjet forbliver inden for rækkevidde. Så kan man også mave sig rundt så man kan komme til at kigge på alt det der foregår i stuen. Clara er begyndt at trække benene op under sig og forsøger på alle mulige måder at mosle sig rundt og komme tættere på alt det spændende der er lige uden for rækkevidde. Når hun ikke kan nå bliver der til gengæld skældt ud, så det kan høres.